Yin og Yang
Det er Yin og Yang, der skaber alt i universet. I ”Dao De Jing” beskrives hvordan spændingsfeltet mellem Yin og yang skaber alt i universet:
Dao føder en (wu ji)
En føder to (Yin og Yang)
To føder tre (Qi)
Tre føder de ti tusinde ting
Qi skabes af Yin og Yang, der således er fundamentet for alt.
De kinesiske skrifttegn for Yin og Yang illustrerer begge et bjerg. Yin tegnet viser den skyggefulde side og Yang tegnet den solrige. Begge er bjerget, men to sider af det.
Siderne eksisterer, selvom de er modsætninger, kun i kraft af hinanden og gensidigt afhængige. Begge sider rummer hinanden – også den solrige side vil nogle steder rumme mere eller mindre sol, være ved at gå til mere eller mindre skygge og omvendt. Solen kan kun eksistere fordi der er skygge og omvendt. Sol og skygge kontrollerer hinanden; skyggen overdækker solen og solen overskinner skyggen. Sol og skygge bliver også til hinanden; sol bliver til skygge, skygge bliver til sol. Endelig konsumerer sol og skygge hinanden.
Yin og Yang er i evig forandring, hvor de er ved at blive til hinanden. Og denne transformationsproces er vigtig for al traditionel kinesisk filosofi. Hvor vi befinder os i processen definerer nuet, men intet statisk.
Alt, bl.a. årstiderne defineres af transformationsprocessen. Forår er ” Yang i Yin” eller ”ung Yang”. Yang er voksende og Yin er aftagende. Sommer er ”Yang i Yang”. Yang er på sit højeste stadie, Yin på sit laveste. Efterår er ”Yin i Yang” eller ung Yin. Yin vokser og Yang er aftagende. Vinter er ”Yin i Yin” eller gammel Yin. Yin har nået sit ypperste og Yang sit mindste.
Yin og yang er også fundamentet i kinesisk medicin, hvor man opdeler kroppen i Yin og Yang. Dele af kroppen, organerne, siderne, musklerne, huden osv. er henholdsvis Yin eller Yang, men rummer samtidig begge poler fordi de også er Yin og Yang i forhold til hinanden.
Højre side af kroppen er Yin og venstre Yang. Grunden til dette er, at når kejserne sad på tronen og så mod syd, så ville venstre side være, hvor solen stiger op og højre side, hvor solen går ned.
Når et menneske ligger på alle fire vil forsiden af kroppen være den del, der bliver oplyst af solen og dermed Yang, bagsiden, den del, der er i skygge vil dermed være Yin.
Yin er den nedre del af kroppen, kroppens indre, de indre organer, de faste organer, Xing Qi (nærende Qi), Xue (blod) og Jing (essens). Yin vil fugte, nære og køle. Men alle disse vil også rumme større eller mindre Yang.
Yang er hovedet og den øverste del af kroppen, ydersiden, hud og muskler, hule organer, Wei Qi (beskyttende Qi), Qi og Shen (sind). Men alle disse vil også rumme større eller mindre Yin.
Ubalancer i kroppen kan opstå ved at Qi stagnerer og giver ex. for meget Yin eller Yang eller for lidt Yin eller Yang. At afhjælpe disse ubalancer er fundamentet i traditionel kinesisk medicin (TCM), hvor under Qigong hører.